Når en kommune skriver et legepladsprojekt i udbud, er der to standarder, der går igen i næsten hvert eneste afsnit af materialet: DS/EN 1176 og DS/EN 1177. De er ikke branchekutyme eller frivillige anbefalinger – de er skrevet direkte ind i bygningsreglementet, og de afgør, om et anlæg kan afleveres og godkendes. Alligevel oplever vi ofte, at kravene bliver formuleret upræcist i udbudsmaterialet, og at uklarheden først viser sig, når anlægget står færdigt og dokumentationen skal på plads. Hos CADO rådgiver vi kommuner og forvaltninger om netop det: at oversætte normernes indhold til krav, der kan stilles, prissættes og kontrolleres. Her er de punkter, en indkøber bør have styr på, inden materialet sendes ud.
Hvad kræver bygningsreglementet konkret?
Kravene står i bygningsreglementet BR18, kapitel 16 om legepladser. Af § 359 fremgår det, at legepladsredskaber skal projekteres i overensstemmelse med DS/EN 1176-1 til -6 samt del 10 og 11 – og med DS/EN 1177 om stødabsorberende legepladsunderlag. Standarderne er altså ikke et tilvalg, men den projekteringsnorm, byggesagen måles op imod. Vi bruger den danske betegnelse DS/EN, fordi standarderne er fuldt harmoniserede og i praksis udgives med dansk og engelsk tekst side om side.
Det har en praktisk konsekvens for udbuddet. Når normerne er bygningsreglementets krav, kan I forlange dokumentation for dem som en del af leverancen – ikke som en ekstraydelse. Og I kan afvise materiale, der ikke kan dokumenteres. Formuleringen i udbudsmaterialet bør derfor henvise til de konkrete delstandarder frem for blot at skrive “skal overholde gældende normer”.
DS/EN 1176 og DS/EN 1177 – hvad dækker hver standard?
De to standarder løser hver sin opgave og skal læses sammen. DS/EN 1176 handler om selve legeredskabet: konstruktion, materialer, fastklemningsrisici, sikkerhedsafstande og de frie faldhøjder, redskabet giver anledning til. Serien er delt op, så del 1 rummer de generelle krav, mens del 2 til 6 dækker gynger, rutsjebaner, svævebaner, karruseller og vipper hver for sig.
DS/EN 1177 handler derimod om underlaget under redskabet. Standarden beskriver den prøvningsmetode, der bestemmer et underlags kritiske faldhøjde – altså den højde, hvorfra et fald på netop dette underlag stadig ligger inden for det acceptable. De to standarder mødes i praksis, når redskabets frie faldhøjde skal matches af underlagets dokumenterede kritiske faldhøjde.
Kritisk faldhøjde: tallet der styrer valget af faldunderlag
Den kritiske faldhøjde er det tal, flest projekter snubler over. Underlagets dokumenterede kritiske faldhøjde skal som minimum svare til den frie faldhøjde på det redskab, der står ovenpå – redskab for redskab, ikke som et gennemsnit for hele pladsen. Det betyder, at ét underlag kan være tilstrækkeligt under en vippe og utilstrækkeligt under et klatretårn få meter væk.
Prøvningen efter DS/EN 1177 arbejder med to grænseværdier: en HIC-værdi på 1.000 og en maksimal acceleration, gmax, på 200. Den kritiske faldhøjde er den laveste faldhøjde, hvor en af de to grænser nås – det er altså ikke nok at se på HIC alene. Ved en fri faldhøjde over 60 cm skal der som udgangspunkt anvendes stødabsorberende underlag i faldrummet. Under den højde stiller standarden ikke samme generelle krav, men særlige redskaber og tvungen bevægelse kan udløse krav alligevel, så det bør altid vurderes konkret.
For løst faldunderlag som sand, grus og træflis afhænger den kritiske faldhøjde af lagtykkelsen. Standardtabellen i DS/EN 1176-1 arbejder typisk med 20 cm materialedybde op til 2 meter og 30 cm op til 3 meter, og hertil lægges 10 cm, fordi løst materiale forskydes og spredes ved brug. I praksis giver det normalt 30 cm op til 2 meter og 40 cm op til 3 meter. Er materialet konkret prøvet efter DS/EN 1177, kan dokumentationen dog vise noget andet – dansk faldsand findes eksempelvis godkendt til 3 meter ved 30 cm. Ved fastmonterede underlag som gummifliser og helstøbt gummi følger den kritiske faldhøjde af producentens prøvningsrapport, som bør indgå i afleveringsmaterialet.
Tre krav I bør skrive direkte ind i udbudsmaterialet
Erfaringen fra mange kommunale projekter er, at præcise formuleringer i udbuddet sparer diskussioner ved afleveringen. Disse tre punkter gør størst forskel.
- Dokumentation redskab for redskab: Kræv, at leverandøren angiver fri faldhøjde og krævet kritisk faldhøjde for hvert enkelt redskab – ikke kun en samlet erklæring om, at anlægget overholder DS/EN 1176.
- Prøvningsrapport på underlaget: Bed om den DS/EN 1177-prøvningsrapport, der ligger bag underlagets kritiske faldhøjde, samt den projekterede lagtykkelse for løse materialer.
- Ibrugtagningseftersyn før overdragelse: Stil krav om et eftersyn ved en kompetent person, inden anlægget tages i brug, og gør afhjælpning af eventuelle bemærkninger til en del af leverancen. At inspektøren skal være uafhængig af leverandøren, er ikke et generelt lovkrav – men det er et fornuftigt krav at skrive ind i udbuddet.
Eftersyn og drift efter aflevering
Ansvaret slutter ikke ved afleveringen. BR18 § 367 om drift, kontrol og vedligehold gør det til ejerens opgave at holde anlægget i forsvarlig stand. Paragraffen kræver ikke en bestemt metode: drift, kontrol og vedligehold kan planlægges efter principperne i DS/EN 1176-7 eller på anden måde, der opfylder sikkerhedskravet. DS/EN 1176-7 er altså en anerkendt fremgangsmåde – ikke et obligatorisk projekteringskrav på linje med de standarder, § 359 henviser til.
Følger man DS/EN 1176-7, arbejdes der med et løbende visuelt tilsyn, et driftseftersyn med et interval på typisk 1-3 måneder, og et hovedeftersyn med højst omkring 12 måneders mellemrum udført af en kompetent person. Intervallerne er ikke faste: de fastsættes ud fra brug, belastning, anlæggets alder, miljø, hærværk og producentens anvisninger. For en kommune med mange anlæg er det oftest driften, ikke anskaffelsen, der bliver den tunge post, så tilsynsintervaller, ansvarsfordeling og reservedelssituation bør afklares allerede i udbudsfasen. Hos CADO tilbyder vi både legepladseftersyn og serviceaftaler, så dokumentationen holdes samlet og opdateret år for år.
Spørgsmål og svar om DS/EN 1176 og DS/EN 1177
Er DS/EN 1176 et lovkrav i Danmark?
Ja. Bygningsreglementet BR18 § 359 fastslår, at legepladsredskaber skal projekteres i overensstemmelse med DS/EN 1176-1 til -6 samt del 10 og 11 og med DS/EN 1177. Standarderne er dermed den norm, byggesagen vurderes efter, og ikke en frivillig branchestandard.
Hvornår skal der etableres stødabsorberende faldunderlag?
Ved en fri faldhøjde over 60 cm skal der som udgangspunkt anvendes stødabsorberende underlag i faldrummet. Under den højde gælder det generelle krav ikke, men det betyder ikke, at underlaget er ligegyldigt: særlige redskaber og redskaber med tvungen bevægelse kan udløse krav alligevel, og underlaget skal under alle omstændigheder være egnet og fri for hårde eller skarpe genstande.
Hvor højt må der maksimalt kunne faldes på en legeplads?
Den frie faldhøjde må ikke overstige 3 meter. Det er en øvre grænse, som ikke kan projekteres udenom ved at vælge et kraftigere faldunderlag – et mere stødabsorberende underlag gør altså ikke en større fri faldhøjde acceptabel.
Hvad måler DS/EN 1177 helt konkret?
DS/EN 1177 beskriver prøvningsmetoden, der bestemmer et underlags kritiske faldhøjde. Prøvningen arbejder med to grænseværdier: en HIC-værdi på 1.000 og en maksimal acceleration, gmax, på 200. Den kritiske faldhøjde er den laveste faldhøjde, hvor en af de to grænser nås – det er derfor ikke tilstrækkeligt kun at forholde sig til HIC-værdien. Resultatet angives som den højde i meter, underlaget er godkendt til.
Hvor tykt skal et løst faldunderlag være?
Standardtabellen i DS/EN 1176-1 arbejder typisk med 20 cm materialedybde op til 2 meters faldhøjde og 30 cm op til 3 meter. Hertil lægges 10 cm, fordi løst materiale forskydes og komprimeres ved brug, hvilket i praksis giver 30 cm op til 2 meter og 40 cm op til 3 meter. Er materialet konkret prøvet efter DS/EN 1177, kan dokumentationen vise andre tal – dansk faldsand findes eksempelvis godkendt til 3 meter ved 30 cm. Følg altid materialets egen prøvningsdokumentation, hvor den findes.
Hvem har ansvaret for legepladsens sikkerhed efter aflevering?
Ejeren. BR18 § 367 om drift, kontrol og vedligehold placerer ansvaret hos den, der ejer og driver anlægget – for en kommunal legeplads altså kommunen. Ansvaret kan ikke overdrages til leverandøren, men dokumentation og eftersyn kan lægges i en serviceaftale.
Hvor ofte skal en legeplads efterses?
BR18 § 367 kræver, at anlægget holdes i forsvarlig stand, men foreskriver ikke én bestemt metode. Følger man principperne i DS/EN 1176-7, arbejdes der med et løbende visuelt tilsyn, et driftseftersyn med et interval på typisk 1-3 måneder og et hovedeftersyn med højst omkring 12 måneders mellemrum udført af en kompetent person. Intervallerne fastsættes konkret ud fra brug, belastning, anlæggets alder, miljø, hærværk og producentens anvisninger.
Skal legepladsinspektøren være uafhængig af leverandøren?
Standarden stiller krav om en kompetent person, ikke om uafhængighed, så det er ikke et generelt lovkrav. Men det er et fornuftigt krav at skrive ind i udbudsmaterialet, særligt for hovedeftersynet, så den der vurderer anlæggets tilstand ikke er den samme, der har leveret og monteret det.
Gælder de samme krav for boligforeninger og institutioner?
Ja. Standarderne skelner ikke mellem ejerformer, men mellem legepladser til offentlig eller fælles brug og rent private haveredskaber. En legeplads på en boligforenings fællesareal eller i en institution er omfattet af DS/EN 1176 og DS/EN 1177 på linje med et kommunalt anlæg.
Skal vi kigge jeres udbudsmateriale igennem?
Er I i gang med at formulere krav til et legepladsprojekt, kigger vi gerne materialet igennem, inden det sendes ud. Kontakt CADO.dk for en uforpligtende snak om normkrav, faldunderlag og dokumentation. Vi hjælper jer gerne hele vejen fra udbudsmateriale til afleveret og dokumenteret anlæg.